I det forgangne år er ti minibusser med lift blevet opgraderet fra diesel til el til daglig kørsel med borgere med særlige behov. Om få måneder forventes antallet af eldrevne køretøjer til lignende opgaver at stige betydeligt.
En ny aftale mellem Vejle Kommune, Vejle Turisttrafik og Vojens Taxi om skolebuskørsel samt kørsel for institutioner vil sende 60-80 nye eldrevne minibuskøretøjer ud på vejene. De kommende el-køretøjer får tilsammen et arbejdsomfang på omkring en million kilometer om året, og kontrakten træder i kraft den 1. august 2026.
Alle opgaver i forbindelse med den nye kontrakt er blevet udbudt med krav om nulemissionsdrift. Med dette tiltag tages et væsentligt skridt mod opfyldelsen af Vejle Kommunes klimaambitioner, hvor alle nye aftaler om kørsel skal være fossilfri i 2030.
I 2028 planlægges det endvidere at udbyde kørsel med store turistbusser med tilsvarende krav om nulemissionsdrift. Kontrakten for disse busser forventes at starte den 1. august 2029.
Læs mere på kommunens hjemmeside:
https://www.vejle.dk
https://www.vejle.dk/da/nyheder/1000000-kilometer-borgerkoersel-om-aaret-bliver-groennere/