Sne og is giver problemer for affaldstømning i Vejle – nu åbner midlertidig ordning på genbrugspladser

Foto: Vejle Kommune.
dato

Sne og is gør det svært at tømme affaldsbeholdere – derfor åbnes der midlertidigt for aflevering af madaffald og restaffald på genbrugspladser i Vejle Kommune.

Vejle Kommune oplever fortsatte udfordringer med at tømme affaldsbeholdere på grund af sne og is flere steder. Derfor åbnes der fra fredag den 20. februar en midlertidig ordning, hvor borgere kan aflevere madaffald og restaffald på alle genbrugspladser i kommunen.

Ordningen består, indtil forholdene igen tillader normal tømning. Madaffald skal fortsat sorteres i de grønne poser og afleveres i særlige beholdere på genbrugspladserne. For at lette transporten kan flere grønne poser samles i en klar sæk.

Restaffald afleveres i sække eller poser som ”Rest efter sortering under 1 meter”.

Det er valgfrit at tage del i ordningen. Det er også muligt at vente til næste ordinære tømning. Har man mere affald, end beholderen kan rumme, kan ekstra affald stilles ud i en klar sæk ved siden af – sorteret som i beholderen.

https://www.vejle.dk/da/nyheder/aflever-mad-og-restaffald-paa-genbrugspladsen/

Kilde: Vejle Kommune