I dag klokken 10.00 bliver en 59-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for at have begået flere indbrud.
Sydøstjyllands Politi har på baggrund af efterforskning anholdt en 59-årig mand, der har bopæl i Kolding Kommune. Manden blev anholdt omkring klokken 10.20 onsdag formiddag.Politiet har sigtet manden for en række forhold om indbrud. Blandt andet er den 59-årige sigtet for at have begået eller medvirket til indbrud i private boliger i Vamdrup, Kolding, Haderslev og Vojens. Ved indbruddene, som manden er sigtet for, er der blandt andet stjålet designermøbler, elektronik og smykker.
En 30-årig mand, som ligeledes er fra Kolding Kommune, blev i fredags varetægtsfængslet for et indbrud i Børkop. Han genfremstilles i dag, da fængslingsgrundlaget mod ham udvides. Det er Sydøstjyllands Politis formodning, at de to i fællesskab har stået bag flere indbrud.
Grundlovsforhøret begynder klokken 10.00 ved Retten i Kolding.